Fra AOA.dkAf en koncertjunkies bekendelser – del 5…
En lang dag på festivalen, der startede med debat, efterfulgt af lidt whatever-musik og en tjans som Steven Spielberg, for til sidst at ende i skøn boblende vildskab.
Spotfestivalens første fulde musik dag startede med et dyk ned i et af musikkens vigtigste grundstoffer i stedet: børn og unge. Opsang.nu var en halv dags debatpaneler med fokus på musikundervisning. Bl.a. i folkeskolen, hvor faget er rigeligt under pres. En stærk kontrast til tidens mantra om innovation. For musik får da én til at tænke kreativt, ikke? Skolefolk, eksperter og politikere deltog i debatten. Marianne Jelved talte nok engang brændende for lærerne, mens Venstres kulturordfører og medlem af Uddannelses- og Kulturudvalget Troels Christensen ifølge flere af deltagerne udviste en skræmmende mangel på viden om det område, han har ansvar for. Et hak mere i stolpen til politikerleden!
Min musikdag startede med Eim Ick. En ung mand med laptop der ville sparke gang i et eftermiddags-rave, men for få passager fængede. Derefter sprælsk klezmer-balkan-whatever med Bjonko & Copenhagen Chalgua. Kompetent og med fødderne plantet traditionel folkemusik. De kunne sagtens sprede fest og glæde (og alt magt til dem, der gør det), men balkan er desværre også ”the flavour of the moment” og men når danskerne rykker videre til næste trend, så står de der tilbage låst fast i fortiden. Der findes dog bands derude, der kombinerer folkemusik med noget mere tidssvarende. Både indenfor nordisk folkemusik, hvor elektronik sjovt nok ofte bliver hentet ind i blandingen, og ikke mindst balkanmusikken (hvor jeg gerne trækker Århus’ glimrende lokale balkan-rockband KURvE frem som eksempel, men vel også kan nævne et mere kendt navn som f.eks. Gogol Bordello).
Derefter forvildede jeg mig forbi Deportees. Svenske indierock med de rigtige frisurer, kort sagt. Måske er det min alder eller måske fordi jeg generelt overdoserer på musik. Det er ikke nødvendigvis helt bandets skyld, at jeg kedede mig og jeg tænkte: ”Jeg kan mærke det. Jeg er stået af rocktoget, af indie-diligencen.” Så mange bands, der forsøger for hårdt på at lave et hit og ikke har noget interessant at sige. 1-2-3-4-omkvæd-1-2-3-4. Er de bare ”børn af i dag”? Konforme kid, der har armene indenfor køretøjet og ikke går længere ud end til navlen? I min bilstereo roterer ofte f.eks. Velvet Underground og Talking Heads. Bands, der som så mange andre satte barren højt. Er vi virkelig dømt til nu at trækkes med musikere, der springer under den i stedet? What’s rock without rebellion? En gennemblødt tudekiks. Og nej, rebellion er heller ikke minutiøst at kopiere rebellerne fra 60’erne, siger jeg med slet skjult hentydning til et succesfuldt dansk rockband, der spiller på Officerspladsen lørdag.
På en tur rundt til teltene mellem scenerne var Musikerforbundet m.fl. side om side med Ben & Jerrys, der vil redde verden med is, der formår at indeholder flere kalorier end man tidligere havde troet muligt indenfor fysikkens rammer. Jeg faldt dog for to utroligt sympatiske initiativer: Kansas City, der er en flok ildsjæle, der igen vil fyre op under livescenen i Odense, og så Eventmageriet, der er et nyt højskolekoncept, som Skanderborgfestivalen er involveret i. Spændende idéer, der oser af hjerteblod. More power to them!
Nu er det ikke hver dag, at ens kæreste skal spille på Spot, men sådan var det i år. Så jeg agerede documentariste avec video før, under og efter koncerten med Esther Maria & The Song Horse. ’Lille Sal’ var med sine 500 siddepladser fyldt, så der kan en Spot-debutant vist ikke tillade sig at ønske sig mere. En dejlig varm fornemmelse. I øvrigt den perfekte sal til de mere tyste akustiske koncerter, der var placeret det.
Jeg ville gerne have set Efterklang, men higede ikke efter kø-kødranden udenfor. En anden gang! Det resulterede dog i den perfekte slutning på fredag aften med Dansk Fløde, som jeg har haft til gode på en livescene indtil fredag aften.
Dansk Fløde er mere et kunstnerkollektiv end et band, kan jeg læse, men ikke desto mindre er de mere band end så mange andre. De tør give slip på kontrollen. De tør have holdninger OG kan også få dem ud over scenekanten. I en perfekt verden BURDE dette ikke være er særsyn. Men det er det. I Danmark.
Uden at ville drage paralleller til Björk selv fik Dansk Fløde mig til at tænke på de islandske punkkollektiver fra 80’erne som f.eks. Sugarcubes, men også K.U.K.L. (bl.a. pga. af deres brug af percussion i en genre, der ellers holder den del simpel). Dansk Fløde havde også go-go-danser-ballerina-cheerleader, der fik mig til at tænke på ligeledes islandske Gus Gus.
I en sværm af sæbebobler og ramasjang gjorde denne savnede type bandkonstellation utroligt god figur. Det var brovtent, der var billige tricks og det i sig selv var befriende. Ha-ha! Én del islandsk vildskab, én del old school dansk punk, én knivspids Bølle-Bob og så naturligvis på rigtig Spise Med Price-manér: Fløde, masser af fløde. Nærende og med dejligt få tomme kalorier. Det var en fest og Dansk Fløde mindede mig om, at der er alt, alt, ALT for få ”wild cards” på Spot Festival.
Vi ses derude!
Lars
En lang dag på festivalen, der startede med debat, efterfulgt af lidt whatever-musik og en tjans som Steven Spielberg, for til sidst at ende i skøn boblende vildskab.
Spotfestivalens første fulde musik dag startede med et dyk ned i et af musikkens vigtigste grundstoffer i stedet: børn og unge. Opsang.nu var en halv dags debatpaneler med fokus på musikundervisning. Bl.a. i folkeskolen, hvor faget er rigeligt under pres. En stærk kontrast til tidens mantra om innovation. For musik får da én til at tænke kreativt, ikke? Skolefolk, eksperter og politikere deltog i debatten. Marianne Jelved talte nok engang brændende for lærerne, mens Venstres kulturordfører og medlem af Uddannelses- og Kulturudvalget Troels Christensen ifølge flere af deltagerne udviste en skræmmende mangel på viden om det område, han har ansvar for. Et hak mere i stolpen til politikerleden!
Min musikdag startede med Eim Ick. En ung mand med laptop der ville sparke gang i et eftermiddags-rave, men for få passager fængede. Derefter sprælsk klezmer-balkan-whatever med Bjonko & Copenhagen Chalgua. Kompetent og med fødderne plantet traditionel folkemusik. De kunne sagtens sprede fest og glæde (og alt magt til dem, der gør det), men balkan er desværre også ”the flavour of the moment” og men når danskerne rykker videre til næste trend, så står de der tilbage låst fast i fortiden. Der findes dog bands derude, der kombinerer folkemusik med noget mere tidssvarende. Både indenfor nordisk folkemusik, hvor elektronik sjovt nok ofte bliver hentet ind i blandingen, og ikke mindst balkanmusikken (hvor jeg gerne trækker Århus’ glimrende lokale balkan-rockband KURvE frem som eksempel, men vel også kan nævne et mere kendt navn som f.eks. Gogol Bordello).Derefter forvildede jeg mig forbi Deportees. Svenske indierock med de rigtige frisurer, kort sagt. Måske er det min alder eller måske fordi jeg generelt overdoserer på musik. Det er ikke nødvendigvis helt bandets skyld, at jeg kedede mig og jeg tænkte: ”Jeg kan mærke det. Jeg er stået af rocktoget, af indie-diligencen.” Så mange bands, der forsøger for hårdt på at lave et hit og ikke har noget interessant at sige. 1-2-3-4-omkvæd-1-2-3-4. Er de bare ”børn af i dag”? Konforme kid, der har armene indenfor køretøjet og ikke går længere ud end til navlen? I min bilstereo roterer ofte f.eks. Velvet Underground og Talking Heads. Bands, der som så mange andre satte barren højt. Er vi virkelig dømt til nu at trækkes med musikere, der springer under den i stedet? What’s rock without rebellion? En gennemblødt tudekiks. Og nej, rebellion er heller ikke minutiøst at kopiere rebellerne fra 60’erne, siger jeg med slet skjult hentydning til et succesfuldt dansk rockband, der spiller på Officerspladsen lørdag.
På en tur rundt til teltene mellem scenerne var Musikerforbundet m.fl. side om side med Ben & Jerrys, der vil redde verden med is, der formår at indeholder flere kalorier end man tidligere havde troet muligt indenfor fysikkens rammer. Jeg faldt dog for to utroligt sympatiske initiativer: Kansas City, der er en flok ildsjæle, der igen vil fyre op under livescenen i Odense, og så Eventmageriet, der er et nyt højskolekoncept, som Skanderborgfestivalen er involveret i. Spændende idéer, der oser af hjerteblod. More power to them!
Nu er det ikke hver dag, at ens kæreste skal spille på Spot, men sådan var det i år. Så jeg agerede documentariste avec video før, under og efter koncerten med Esther Maria & The Song Horse. ’Lille Sal’ var med sine 500 siddepladser fyldt, så der kan en Spot-debutant vist ikke tillade sig at ønske sig mere. En dejlig varm fornemmelse. I øvrigt den perfekte sal til de mere tyste akustiske koncerter, der var placeret det.Jeg ville gerne have set Efterklang, men higede ikke efter kø-kødranden udenfor. En anden gang! Det resulterede dog i den perfekte slutning på fredag aften med Dansk Fløde, som jeg har haft til gode på en livescene indtil fredag aften.
Dansk Fløde er mere et kunstnerkollektiv end et band, kan jeg læse, men ikke desto mindre er de mere band end så mange andre. De tør give slip på kontrollen. De tør have holdninger OG kan også få dem ud over scenekanten. I en perfekt verden BURDE dette ikke være er særsyn. Men det er det. I Danmark.Uden at ville drage paralleller til Björk selv fik Dansk Fløde mig til at tænke på de islandske punkkollektiver fra 80’erne som f.eks. Sugarcubes, men også K.U.K.L. (bl.a. pga. af deres brug af percussion i en genre, der ellers holder den del simpel). Dansk Fløde havde også go-go-danser-ballerina-cheerleader, der fik mig til at tænke på ligeledes islandske Gus Gus.
I en sværm af sæbebobler og ramasjang gjorde denne savnede type bandkonstellation utroligt god figur. Det var brovtent, der var billige tricks og det i sig selv var befriende. Ha-ha! Én del islandsk vildskab, én del old school dansk punk, én knivspids Bølle-Bob og så naturligvis på rigtig Spise Med Price-manér: Fløde, masser af fløde. Nærende og med dejligt få tomme kalorier. Det var en fest og Dansk Fløde mindede mig om, at der er alt, alt, ALT for få ”wild cards” på Spot Festival.Vi ses derude!
Lars
Ingen kommentarer:
Send en kommentar