14. jun. 2010

Aarhus og Tyskland mødes i elektronisk virvar

Fra AOA.dk:



Tirsdag aften lægger Café Lobby scene til et vildt ridt af elektronisk musik fra Århus og Berlin i endnu koncert arrangereret af Stubnitz, skriver musikblogger Lars Kjær Dideriksen.


Af en koncertjunkies bekendelser - del 12...

Det kan godt være, at musikerne der træder op tirsdag har base i Århus og Berlin, men ser man nærmere ophavet, så kommer de bl.a. fra Holland og Ukraine.
Århus repræsenteres denne aften af Pol Mod Pol, der blander noise med breakcore. Et støjende rytmisk angreb fra en af de tidligere Noisejihad-aktører, der for nogle år tilbage var utroligt aktive i den århusianske undergrund med spændende elektroniske koncerter.
Ligeledes fra Århus kommer Slew52, der er en duo, der ifølge deres MySpace-side har noget tilknytning til Ukraine. Ikke desto mindre så kan jeg lytte mig frem til, at også de vil fyre op under nogle beats, der kan gøre de fleste rundtossede.
Fra Berlin kommer Woulter Jaspers/Franz Fjödor. Førstnævnt er dog oprindeligt fra Tilburg, Holland. Han optræder med analoge synthesizers, modificerede guitarer og ”elektromagnetiske bølger”. Han har bl.a. lavet et album ud fra reallyds-optagelser fra Ukraine, Indien, Polen og Tyskland. Hvordan det lyder kan være svært at gætte, men på hans MySpace kan man i hvert fald lytte til noget af hans musik.
Koncerten starter kl. 20.00 og foregår på Café Lobby, der ligger i kælderen under Archauz lige ved siden af Musikhuset (Facebook info).
Shackleton, Vengance Tenfold og Audrey Chen, der tidligere har været annonceret til denne dato – før al polemikken med afviklingen af Stubnitz’ koncerter – spiller ikke denne aften.
Stubnitz kan stadig ikke afholde koncerter i sin koncerthal inde i skibet, men der er givet tilladelse til at afholde arrangementer ude på dækket. Derfor opfordrer Stubnitz nu interesserede musikere, kunstnere, djs m.v. til at kontakte dem, hvis de vil optræde der. Dækket er åbent hver aften fra klokken 20 til midnat. Dog ikke på tirsdage.
Tirsdag den 22. juni afholder Stubnitz endnu en elektronisk koncert på Café Lobby. Det er en tysk label night med Column One, Kein Zweiter og Ditterich von Euler-Donnersperg.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar