Making A Movie # 9

Her er endnu rejse-inficeret del af jeg-laver-en-film-bloggen. Vi er på vores sidste aften i Montreal. Den rundes af med en koncert med Mark Lanegan & Isobel Campbell, hvor vi er havnet på gæstelisten, fordi bandet bl.a. består af et par flinke århusianere.
Vi har gået meget på denne ferie. Jeg travede en del i New York og sammen har vi været vidt omkring på samme måde i Montreal. I går var nok den hårdeste dag, fordi vi tog turen op til toppen af det lille "bjerg" Mont Royal midt i byen. Snoede stier igennem den flotte, gule efterårsskov hele vejen op. Vi kan mærke det i benene i dag.

Kulinarisk stafetløb
Vi har egentligt ikke drønet meget rundt til turistattraktioner, men bare nydt at være i en by med en relativt rolig puls og frisk luft. Hvis man skulle sige noget kort om Montreal, så er byen et godt sted for folk, der kan lide god mad, flot natur, musik og film. Maden er god her - og billig i sammenligning med Danmark. Men det gælder vel næsten snart resten af kloden? Ligger fædrelandet ikke nummer ét som det dyreste land nu? Danmark må snart være kendt som nationen, der finder sig i hvad som helst. Nå...
Alle æder bagels her. Det har aldrig været min favoritspise, men her kan de finde ud af at lave dem. Godt. Og på flere forskellige måder. På St. Viateur Café på Avenue du Mont Royal kan man spise dem med diverse fyld på. De mere klassiske bagel-butikker sælger dem uden fyld.
Vegetar- og veganerrestauranten Aux Vivres på Boul. St. Laurent - gaden hvor vi bor - har vi været på to gange. De har som mission at vise hvor lækkert mad kan være uden kød og det gør de mere end overbevisende. Her fik jeg i øvrigt smagt 'tempeh' for første gang, hvilket jeg synes virkede noget mere spændende end tofu.
I samme gade ligger også restauranten Robin des Bois. Vi var på vej ind på den i går og faldt i snak med en kvinde, der var på vej ud derfra. Det var en af stedets grundlæggere, der fortalte os lidt om stedet. Kokkene er professionelle, mens resten af de ansatte er frivillige. Overskuddet fra stedet går nemlig til seks velgørende formål. Bl.a. herberg for unge hjemløse. Stedet var pænt indrettet, maden lækker og prisen ikke engang fantastisk høj. Og ja, restaurantens navn er jo taget fra en ret kendt person. Aktuelt portrætteret af Russell Crowe i en Ridley Scott-film. Og som hende vi mødte sagde: "We take from the rich and...". Så behøver jeg vist ikke sige mere? :-)
Et ekstra lille kuriøst indslag er, at hvis man er i humør til det, kan man betale 5 dollars, stille sig ind i et rum tæt ved indgangen og kaste en tallerken ind i væggen. Alt for den gode sag?

Musiknørdens paradis
Før vi kom til byen var der den årlige Pop Montreal musikfestival rundt om i byen. Jeg kan slet ikke begynde at remse op, hvor mange fede navne, der var der. Hvis jeg havde været i byen på det tidspunkt, ville jeg have styrtet rundt for at få det hele med. Mens vi er her, så er det lidt småt med de navne, jeg kender. Men det er fint nok. Jeg fik hørt noget fint og for mig ukendt musik. To aftenener på Casa Del Popolo og så en mere eksperimenterende aften på Le Cagibi, hvor der var en showcase for et lille lokalt kassettebånds-pladeselskab kaldet Hobo Cult Records. Dronede ambientsager, country-guitar-noise og get this... japansk drone-rockabilly. I didn't see that one coming. :-)
Men det er ikke kun livemusikken, der byder sig til her. Montreal har relativt mange pladebutikker. En hel del af dem har vinyl. Jeg har ikke nået at se alle de butikker, jeg ville, men ramte et par rigtigt gode, hvor der virkelig var nogle spændende ting at finde. Her må jeg især fremhæve Phonopolis på Avenue du Parc og 33 Tours på Avenue du Mont Royal.
Jeg tror, at jeg laver min egen lille guide til alverdens pladebutikker på et tidspunkt. Nu får vi se. Jeg må sige, at jeg ikke er stødt på pladebutikker i samme omfang og kvalitet i New York. Og i øvrigt skulle Montreals butikker være noget billigere.
Montreal har i øvrigt også nogle helt gennemførte retrobutikker med alskens sjove sager. Sågar med ekspedient i polkadot og hornbriller.

Også film, naturligvis
Der lader til at være en konstant strøm af filmfestivaler i Montreal. Vi ramte også en af dem og nåede én film: "David Wants To Fly". Den handler om den 'transcendentale meditation', som filminstruktøren David Lynch benytter sig af og er stor fortaler for. Eller måske nærmere afslører, at der faktisk er noget ret så råddent bag det foretagende. Jeg er ikke i tvivl om at David Lynch har lavet mange gode film, men i filmen her ser vi en helt anden side af ham, som skuffer mig en del.
Jeg har tidligere nævnt, at de i Montreal har en pendant til Århus' kultbiograf Slagtehal 3 kaldet Blue Sunshine. Vi så en John Peel-dokumentar der og vendte tilbage senere til en aften med seks kortfilm af Jamie Travis, der selv var til stede og svarede på spørgsmål efterfølgende. Seks helt fantatiske film, hvor en af dem har været vist i Danmark engang, så vidt vi kunne forstå. De kan anbefales. Morsomme, surrealistiske og visuelt exceptionelle. De hedder "The Saddest Boy In The World", "Why the Anderson Children Didn't Come to Dinner", "The Armoire" og "The Patterns Trilogy".
Filmkøb- og udlejning strækker sig her til lands også længere end bare Blockbuster. Bevares, den kedelige kædeforretning er her flere steder, men til gengæld er der også steder som butikken Boite Noire på Avenue du Mont Royal, der er rigtig stor og har et mundvandsfremkaldende filmudvalg (ergo: ikke mainstream). Naturligvis NTSC-dvd'er i Region 1, så det er mindre fedt. Men er der dog veje udenom, hvis man virkelig vil.
I øvrigt: Til dem, der kan fransk og er meget teaterinteresserede, så lader det til, at man bør tage en tur til Montreal.

Ultrasmart automatik
Montreal har et par gode eksempler på smart automatik. Bl.a. Bixi-bycyklerne. De står låst i stativer, der er spredt over hele byen. Man putter sit kreditkort (eller abonnementskort) i en automat og betaler 5 dollars for et døgns brug og trækker så en cykel ud (et årsabonnement koster vist under 100 dollars). Så kører man hen, hvor man skal, og chancen er stor for, at der er et andet stativ lige i nærheden. Man har 30 minutter til at komme frem til næste stativ. Ellers koster det 1,50 dollars for en ekstra halv time. Og mere for de efterfølgende timer. Afleverer du ikke din cykel igen inden for 24 timer, så bliver der trukket 250 dollars på dit kreditkort.
Cyklerne har tykke dæk, megacomfy sadler og tre gear. De er i god stand, for finder du en cykel, der er i stykker, så trykker du på en knap på stativet, der giver besked om at den er gal og så kommer der én og fikser den. Det er sgu' da smart. :-) Det er svært at stjæle cyklerne og det kan ikke betale sig - og de er altid i god stand. Og billige at bruge (det er jo under 30 kroner for et helt døgn bare for os turister, der ikke tegner abonnement). Hatten af for Montreal.
En anden mindre ting, der også er automatisk, er Distroboto. Lokale kunstnere har på diverse caféer installeret nogle af de gamle cigaretautomater. I stedet for smøger kan man nu trække kunst i automaten. Små 2-tommer-cd'er, minitegneserier, kortfilm og andre små sjove ting. Det koster 2 dollars, hvor 1.75 af dem går til kunstneren. I like. :-)
Apropos lokal "kunst", så mødtes jeg i dag med Scott Da Ros, der er manden bag det lokale progressive rap-label Endemik Music, der bl.a. har udgivet albums med Bleubird. Jeg har indtil videre kun mailet med ham, så det var sjovt at møde ham face to face og snakke lidt.

Og så er der jo en doku
Dokumentarfilmen jeg har gang i, har fået lidt mere materiale i form af flotte naturbilleder fra turen op ad Mont Royal. Jeg ved faktisk ikke om de skal bruges. Er faktisk i gang med bånd nummer 18 (af 40 minutter hver), så jeg kommer da hjem med en del materiale. Jeg vil også mene, at jeg har fået en del gode ting i kassen. Der burde være nok til de indtil videre planlagte 27 minutter, som filmen helst maksimum bør vare.
Jeg har også fået lavet interview med Esther. Jeg skal nok have lavet lidt mere. Men det er rart, at få en stor del af det i kassen. For det skal gøres, mens vi er på farten, og ikke hjemme i Århus. Så ville interviewene bliver noget helt andet, som jeg er overbevist om ikke ville få den samme kant. Eller tja, jeg tror i hvert fald, at resultatet bliver bedre, når vi gør det, mens vi er her og stadig har det hele tæt på.
Vi skal også lige have lavet en sidste videoblog. Vi regner med at lave den i toget tilbage til New York i morgen - og så have nogle billeder med fra Montreal.

L