National singalong og afmålt vildskab

Koncertanmeldelse fra AOA.dk:

Stort bifald til de velfriserede melankolikere i The National, da de spillede for et udsolgt Scandinavian Center. Masser af singalong, men ikke den store ægte vildskab. Det var i det hele taget ganske harmløst.

* * * * - -

Hey, ved du hvad? Du kan købe en koncertbillet til 280 kroner. Derefter kan du købe en fadøl til den nette sum af 50 kroner. Eller endnu bedre: hele fem fadøl til 225 kroner i sådan et smart paphylster. Og så kan du stå at snakke med dine venner til koncerten.
Eller du kan forsøge at komme tættere på scenen og musikken ved at navigere dig forbi de store Tuborg-øer, der er spredt i menneskehavet foran scene. Bagefter kan du købe en t-shirt med et bandlogo, som du kan have på weekenden efter, når du er i byen med den andre venner og kan fortælle om at du har været til koncert med det her kendte band.
Eller i stedet kan du gå op foran scenen og skråle med på alle de numre du kender. Det gjorde cirka halvdelen af publikum lørdag aften i Scandinavian Center, da The National kom til byen.


Fint håndværk
Jeg skal være ærlig. Jeg har afskrevet radio og gider ikke tv. Derved undgår jeg en stor del af de folk og medier, der gerne vil fortælle mig hvad jeg skal kunne lide. Så jeg har ikke det helt store forhold til netop The National. Navnet er poppet op utallige gange i min nærhed, men trangen til at dykke ned i den har ikke været der.
Men jeg har jeg dog et meget nært forhold til musik, så lørdag skulle de endelig tjekkes ud.
Jeg tillader mig at forvente af gode bands, at de hiver en masse spændende ting op ad hatten. Ikke at de blot er gode håndværkere. Men gedigent håndværk var hvad vi fik fra The National og ikke voldsomt meget mere. Og for dem der har cd’erne naturligvis genkendelsens glæde i form af liveudgaver af de numre.

1-2-3-4
Min tanke under koncerten med The National var, at de kørte langt det meste af koncerten i samme tempo og de samme megt få virkemidler. 1-2-3-4-krammerock. Jeg ventede og ventede på, at forsanger Matt Berninger gad at synge igennem. Og når han endelig gjorde, så forsvandt hans stemme i et raspet knæk.
Det var så vildt som det kunne blive. 
Underlig model at brumme-croone over sådan en gang guitarrock. Stemmen drukner. Men er der en eller anden, der gider række manden en joint og give ham en bane coke, please? Hvis rockmusik ikke rammer ned et sted i det primale, så bliver det simpelthen for pænt.

Harmløse hobitter
Det er som om det danske koncertpublikum har glemt en ting som ægte publikumskontakt og stiller sig tilfreds med dens fravær. Mon forsanger Matt Berninger egentligt gad at være der på scene? Det virkede ikke rigtigt sådan, men det er nok hans stil. At forsvinde ind i sig selv i en gang powerrock foran tusindvis af menneske.
I øvrigt ved jeg, at jeg ikke er den eneste, der har det sådan, men lørdag var jeg nok i undertal.. for for står af, når bandmedlemmer selv går frem på scenen for at at klappe publikum i gang. Det ville de to guitarister rigtigt gerne. De to som jeg i øvrigt syntes lignede hobitten Merry fra Ringenes Herre-filmene en hel del.
Koncerten var veltempereret bulder og brag, og det vildeste endte med at være lysshowet. Vel vidende at en stor del af aftenens publikum ikke dele min mening, så vil jeg mene, at det The National leverede var ganske harmløst. Der var simpelthen ikke rigtigt nok på spil. Hverken som show eller rent kunstnerisk.

Interessant opvarmning
Det var lige før, at aftenens mest interessante indslag – når man vel at mærke befandt sig tæt på scenen – var det helt uannoncerede opvarmningsnavn Sharon Van Etten. Godt nok fortjente hendes sange lidt mere interessante arrangementer. Rytmerne og melodierne var lidt for generiske (ligesom The National). Men der var meget mere at hente i stemmen. En kantet, usleben røst, der desværre ikke viste stor kunstnerisk eventyrlyst, men der var en rigtig god nerve.
Men man kunne se i hendes ansigt og øjne, at hun flere gange var tæt på at slippe vildskaben løs. Men hoppede kun lige op til overfladen. Jeg gad godt opleve hende en aften solo på et lille spillested uden tusindvis af mennesker som publikum. Og publikum... dem var hun god til at håndtere. The National behøvede ikke rigtigt gøre så meget for at få publikums gunst. Men gid de dog havde. Den koncert slap de nemlig lidt for let fra.
Jeg tror, at jeg vil prøve at fange noget mere legesyge, glæde, nerve, skæve takter og vildskab ved nogle af de mange kommende koncerter i Århus: 22 Pistepirkko den 3. marts, Bassekou Kouyate og/eller KURvE den 4. marts, Sister Chain & Brother John og Fallen Men den 11. marts, Konono No. 1 den 12. marts, Mogwai den 31. marts og ikke mindst Deerhoof på PopRevo-festivalen senere på året. Der er nok at tage af.