Making A Movie # 14

Oh, bliss! I går lørdag kom jeg endelig i mål. Filmen bliver 30 minutter lang. Nu mangler jeg "kun" at få justeret det sidste. Der er nogle dækbilleder, der lige skal skiftes ud, lidt fintuning af klip og så justering af lyd, så den er stereo hele vejen.
Derefter skal jeg lige have fundet ud af om jeg kan justere billederne, så de forskellige lysforhold ikke skaber for store skift. At "look'et" bliver lidt mere homogent. Men der skal heller ikke tweakes for meget. Så bliver de mørke billeder nok også for grumsede, hvis de bliver lysnet.
Det hele skal så lægges på en dvd. Jeg håber, at iDVD kan det, det skal. Lave hovedmenu, undermenu til bonusmateriale i form af de videoblogs, vi lavede og evt. et "gag reel" (der er nogle sjove outtakes, der ikke kom med) og ikke mindst undertekster på dansk og engelsk (nogle gange er der snak og musik på samme tid, så tekst vil være en god støtte).

Den første respons
Midt i filmen er der en sekvens, hvor jeg skruer ned for al real-lyden og udelukkende bruger et af numrene fra pladen. En slags "montage", der fungerer lidt som en musikvideo. Jeg plukkede så lige den del ud og sendte til Esther og Torsten, der prompte gav virkelig gode kommentarer tilbage. Dejligt. Vi har så lagt den lille "musikvideo" op på vores Facebook-sider, så kan den pt. faktisk ses af vores fælles venner der.

Det store puslespil
K.Y.D. Kill Your Darlings, som man siger. Og dem er der mange af, når man har en hel bunke bånd med timevis af materiale på. Der er mange, MANGE brikker. Det ER vitterligt ét stort puslespil. Og ja, der er virkelig fantastiske brikker, som bare ikke passer sammen med noget. Udfordringen med denne slags materiale, hvor musikere interagerer i et studie, hvor de enten spiller musik eller lytter det igennem, er netop, at når der er baggrundsmusik under dialogen, så kan det ikke bare klippes sammen. Selv indenfor det samme nummer, men så sandelig også, når der spilles forskellige numre fra klip til klip. Så pludselig er der brikker, der rent dialogmæssigt ville passe godt sammen, men bare ikke kan fungere på grund af lyden.
Og så er der råmateriale, hvor jeg måske har fanget en situation lidt for sent. Altså, der hvor det er rystet lige før eller efter, det der sker. Så pludselig har man kun et meget kort klip at arbejde med og så skal der findes dækbilleder, der passer til. Disse skal så klippes ind i et naturligt flow, der passer til situationen. Brikker, brikker, brikker. Mange!
Yes, K.Y.D. Men en del af disse har så sandelig også været "kamikaze darlings" på en "suicide mission". Ovennævnte eksempler fravalgte sig selv. Og der var gode dialoger imellem Esther, Kramer og Torsten, jeg heller ikke havde plads til. Men jeg har fået det vigtigste med, synes jeg. Dog ærgrer jeg mig lidt over ikke, at have fået filmet mere af Esther, da hun indspillede vokaler. Men jeg var ikke i studiet hele tiden, og jeg skulle heller ikke forstyrre selve optagelserne. Og det gik jo hurtigt med at indspille med Kramer ved roret. Men jeg fik filmet noget af vokalarbejdet og jeg tror også, at der er nok i filmen, når alt kommer til alt.
Nogle klip er på grund af ovenstående også blevet kortere end beregnet. Så jeg har visse steder forbrudt mig lidt mod de regler, jeg satte op for mig selv inden jeg tog afsted...

Reglerne set i bakspejlet
Hvordan var de fem regler nu, som jeg satte op? Og hvordan gik det egentligt med at overholde dem?

1) No talking heads (interviews kun lavet som audio)
Det har jeg overholdt. Bl.a. fordi jeg netop kun optog mine interviews med lyd. Og der er kun ét eller to steder, at personerne i filmen henvender sig direkte til kameraet - hvilket var noget, jeg forsøgte at undgå.

2) Poetry is allowed (giv efter for de store armbevægelser, hvis de byder sig til)
At lave sådan en film er et kæmpestort arbejde. Ikke mindst organiseringen af materialet og selve redigeringen. Men egentligt har det materialemæssigt været en taknemmelig opgave. New York er jo en by, der er spækket med gode billeder. Lige meget hvor man vender kameraet hen, så får man næsten noget godt i kassen. Kombinér det med noget smuk musik og man opnår en ret stærk kombination, der fungerer godt på film. Esther, Torsten og Kramer fik sgu' lavet en fantastisk plade derovre. Så med den musik og de billeder, så bliver armbevægelserne store og jeg føler, at filmen faktisk rammer en intens nerve (især pga. musikken).

3) Love the image (find de gode billeder og lade dem stå et stykke tid)
Det er til dels lykkedes. Men i redigeringsfasen har jeg måske - til dels - taget mig selv i at blive lidt bange for at kede tilskueren. Og så er der jo de klip, der som sagt, bare ikke er lange nok (og gode nok). Men jeg er tilfreds med de gode billeder, som jeg har fået med og som får lov til at stå et stykke tid. Det er bl.a. et skud ud over et solbeskinnet Coney Island fra toget derud, hvor vi langsomt glider ind på stationen der. Men ja, når man sidder og redigerer på en stor skærm kan man godt se, at det er filmet håndholdt. Nogle gange vipper det simpelthen for meget til at bruge til et langt skud. Selv om det faktisk er ganske små bevægelser.

4) Take your time - relax and experience (giv seeren til at reflektere)
Lidt i relation til det forrige punkt 3. Jeg skrev "mange film vil for meget på billedsiden". Måske vil jeg også selv det, nu jeg ser på, hvad jeg har klippet sammen. Men der er stadig nogle lange skud. Eller forskellige vinkler fra samme situation.

5) The picture does not have to be perfect if the moment is.
Right, min forfængelighed byder mig at klippe i tingene, hvis de er for rystede. Og da jeg slet ikke havde brugt denne slags kamera før, så justerede jeg også lysfølsomheden nogle gange. Det kan ses. Så der er gået lidt ting tabt på den konto.
Men jeg har faktisk beholdt nogle skud, som jeg ellers ikke ville have taget med. Simpelthen fordi der bare var et "moment" eller scenen er essentiel i filmen. Bl.a. scenen hvor Esther og Torsten siger farvel til Kramer. Det fik jeg ikke filmet godt nok. Men det er kommet med alligevel. Det skaber vel også lidt variation i filmen? Der er noget stille, noget der er lidt rystet, noget der står længe på skærmen og noget, hvor der klippes hurtigt.

Nye regler opstod
Jeg kastede lige et par regler mere ind, da jeg sad og redigerede:

6) Resist the temptation to use "Postcard New York".
Jo, jeg filmede Frihedsgudinden, Brooklyn Bridge og diverse ikoner for New York. Men I får dem ikke at se i filmen. Ha! ;-) Selvfølgelig er "New York på gadeplan" et ikon i sig selv, og det har jeg da masser af med. Men de helt store ting er ikke med. I ved, ligesom de film, der foregår i Paris, og som aaaltid har Eiffeltårnet med.

7) Don't tell it - show it!
Ah yes, den gamle journalistisk læresætning. Bevares, der snakkes meget i de interviews, jeg har med i filmen. Men det slog mig, at jeg faktisk havde billeder til filmen, der bare med ét klip viste en side af filmens hovedperson, Esther, og at det godt kunne virke på den måde. At vise læsehesten i hende, når hun går og kigger på bøger på bogmarkedet. Eller ser på gamle nipsting eller stopper op og snakker med en gademusikant (always the networker, he-he, og sådan skal det jo være). Så jeg spurgte mig selv undervejs: Hvad kan jeg fortælle med billederne alene?

8) Gut feeling is okay
Som jeg skrev tidligere i denne blog, så vil jeg få feedback på filmen. Og den vil jeg forholde mig til. Men i sidste ende vil jeg gå efter min egen mavefornemmelse for hvad der virker. Det gør ikke noget, at det hele ikke skæres ud i pap, som en god faktuel journalist gerne gør det, men at der er dele, der er subtile. Ting man måske først opfanger, hvis man ser filmen en gang mere.
Min mavefornemmelse har også budt mig, at gå lidt imod min regel om, at jeg ikke selv skal være med i filmen. Der er jeg faktisk heller ikke, men det er mine arme, ha-ha. Det skaber et sjovt lille og skævt øjeblik i filmen - hvor jeg fjerner tiden fra studiet og filmen. Jeg synes det var lidt "odd" og jeg kunne lide det. Så det blev i filmen.
Derudover har jeg ikke renset filmen for små sjove referencer, når de opstod. En af mine all time favourite film er "The Big Lebowski" (i hvert fald top 5) og der er en reference til den med. Og til Patti Smith, Nick Drake og Wilco - som jeg er sikker på, at Esther og Torsten også vil bifalde, he-he. Derudover også til nogle af Esthers favoritbøger. Måske er der endda flere referencer.
Derudover kan man jo også lægge sine egne fortolkninger ind i filmen, når billeder og musik først spiller sammen. Altså, f.eks. når sangteksten "pushing me off the edge of the world" lyder fra toppen af en skyskraber på Manhattan (det opstod nærmest tilfældigt i klipningen. I hvert fald ikke bevidst. Men det virkede). Og så videre. Der dukker nok mere op, når man får set den et par gange. Og alle vil jo have forskellige måder at læse filmen på. Det er jo det, der er så dejligt ved... ja, kunst (hvis vi nu skal svinge os op og kalde filmen det). :-)

En anden lille plan
Når filmen er færdig og vi laver en (snig)premiere på den, så har jeg planer om at samle alle disse blogs i et lille hæfte, som folk kan tage med hjem og kigge i. Den kan også fungere som en slags afrapportering til bl.a. Ophavsretsfonden i Dansk Journalistforbund, der har støttet filmen økonomisk. Men jeg håber da også, at den udover selve rejsen til USA og Montreal også kan være en slags inspirerende rejse til andre, der står og har lyst til at kaste sig i det at være "instruktør" på en dokumentarfilmfor første gang. Om man kan lære meget af disse blogs ved jeg ikke. Men jeg håber, at mine ærlige overvejelser om dette og hint kan bruges til et eller andet. Om ikke andet, så kan jeg da nok selv bruge det, hvis jeg vil lave en film igen på et tidspunkt. Det vil jeg jo bestemt ikke afvise. Faktisk laver jeg på mit daglige arbejde en mere journalistisk dokumentar om et socialpædagogisk projekt på Grønland for tiden. Så ja, jeg sidder med hovedet i videoredigeringsprogrammer meget tid af døgnet for tiden. Både på arbejdet og i fritiden. Men musikken fylder jo meget i mit liv, så mon ikke jeg ender med at lave noget mere film om den slags?

Nå, nok om det. Back to work!

Lars