20. jan. 2012

Flammer står op om klaveret på Atlas

Fra AOA.dk:




Søndag indtager den svenske saxofon-vildmand Mats Gustafsson scenen på Atlas med bandet Fire!. Lokale Ghost Flute & Dice varmer op med sit eget spændende effekt-påvirkede klaverspil. Bestemt en stor anbefaling værd.

Tager man på Atlas søndag den 22. januar kommer man uden tvivl på en energisk musikalsk opdagelsesrejse. Den prisvindende svenske saxofonist Mats Gustafsson (bl.a. Nordisk Råds Musikpris 2011) kommer fordi med bandet Fire!. Han er en vildmand på sit instrument og det har han gentagne gange bevist på scener i Århus med en lang række forskellige bands ved koncerter på både Voxhall og Musikcaféen. Jeg har haft fornøjelsen af at se ham her flere gange og han er altid en stor oplevelse.

Fire! består desuden af bassisten Johan Berthling og trommeslageren og percussionisten Andreas Werliin, der bl.a. er kendte fra grupper som The Thing, Tape og Wildbirds And Peacedrums. Altså, en stærk line-up af kompetente og spændende musikere. Fire! har to album på samvittigheden og har på det seneste bl.a. arbejdet sammen med Jim O’Rourke, som nogle måske ikke blot kender som solo artist, men også fra Sonic Youth. Har vi namedroppet nok coolness nu?

Det er måske ikke muligt, at namedroppe nær så meget om den lokale omvarmning Ghost Flute & Dice, der er et soloprojekt af Mikkel Almholt. Jo, måske at han udgav sit album ”Music For Amplified Piano” på Morningside Records, der om nogen som pladeselskab i det nye årtusinde satte sit præg på den århusianske og danske musikscene (med bands som bl.a. Figurines, Oh No Ono, Under Byen m.fl.). Her er vi dog ovre i noget lidt andet. Mikkel Almholt kører sine klavermelodier igennem effektpedaler – som guitarist har for vane – og det kommer der tilfører melodierne ret spændende stemninger og idéer.

Så altså, to spændende navne til en ellers – formodentligt – kedelig søndag aften. Så find vej til Atlas inden klokken 20.00 (dørene åbner klokken 19.00). Billetprisen er kun 60 kroner, hvilket må siges at være næsten kriminelt billet. Ingen undskyldning, folkens! Der er jo heller ikke noget ordentligt i fjernsynet søndag, vel? ;-)

Læs mere på Atlas’ hjemmeside her.

Vi ses derude!

Lars
(Støj på overfladen)





Ingen kommentarer:

Send en kommentar