14. maj 2012

Spot Festival 2012 - Fire dage fuld skrue - Del 2, Fredag


AOA’s musikblogger Lars Kjær Dideriksen drog afsted med to kasketter på hovedet. Som blogger og som pladeselskabsmand i det musikbranche-cirkus, som roterer rundt om musikken på Spot. Under årsmødet for landets musikbranche var der heldigvis også tid til at få lyttet lidt til musikken. Lars tog noter undervejs foran og bag scenerne.

Fotos: Lars Kjær Dideriksen og Peter Nedergaard


FREDAG

12:02
Rådhushallen. Til ”Spot On Germany”-arrangement, hvor størstedelen af branche- og pressefolkene (dvs. primært den tyske del af dem), som er på Spot, er inviteret. Borgmester Jacob Bundsgaard holder en tale og derefter koncentrerer alle sig primært om buffeten og hinanden, så det lader til at han blot siver videre. Imens kommer jeg til at tænke over navnet ”Spot ON Germany”. Kort og catchy. Men egentligt burde det vel hedde ”Germany, please spot on us”. :-)

13:51
Det var en interessant seance på Rådhuset. Systematiseret mingling. Fik snakket med både lidt medier og lidt branche fra ind- og udland og bl.a. også dele lidt erfaringer. En flink fyr fra et dansk-tysk label fortæller mig, at radiopromo ”is the way to go”. Man skal bare betale 100 euro til en eller anden service, der (i mine ører) lader til at spamme samtlige radiostationer. Fint nok. Men så skal man derefter bruge en uge på at ringe til dem og høre om de vil have cd’er tilsendt. Det skulle så virke. Hold kæft, det lyder sygt. Det inspirerer mig lidt til at tænke tanken, at vi skal finde vores egen helt anden - eller tredje - vej.
Mængden af musik er efterhånden nærmest obskøn. At gå den samme vej som alle andre må være den sikre vej til at drukne i mængden. Jeg kommer i tanke om noget, som Tom Waits skulle have sagt engang: ”We are buried beneath the weight of information, which is being confused with knowledge; quantity is being confused with abundance and wealth with happiness.”

14:47
Så har vi klistret Spot Festivalen til i plakater for koncerten med Sister Chain & Brother John og smidt flyers over det hele. Ligesom alle de andre. Det er crazy. Men vi har heldigvis en slags serie plakater, som det lader til folk lægger mærke til. Alle de sindssygt fede fotos, der er taget til albummet ”The Androgyne Show”, er skudt med et kamera fra 1860 og fremkaldt på glasplader dyppet i cyanid. Der sker bare noget i den proces, som du ikke kan fake i Photoshop.

15:04
Der er lidt gevinst på det pressemateriale, jeg sendte ud. Mediehus Århus, der dækker festivalen fra start til slut, vil gerne interviewe mig om SPOT OFF. Jeg slår lige fast, at det ikke er mig, der er arrangør, men at vi kun er en del af det. Jeg bliver spurgt om om det gode ved events udenfor det officielle program. Jeg snakker også om hvordan, der både er gode og dårlige sider ved Spots store fokus på eksport, når det kommer til at tage bare nogle få vilde chancer med musikken. Jeg forsøger at være kritisk på den positive måde. Det går nogenlunde. Vi skulle jo trods alt gerne sprede lidt god karma.

15:43
Render på Torsten Stistrup Cubel, der er guitarist i Esther Marias band, der skal spille sammen med The Luna Boots fra Luxemborg lørdag. Han er også manager for bandet og fortæller om de folk, han har mødt. De har hørt noget af den kommende plade og lader til at være vilde med den. Jeg giver ham en stak dvd’er med dokumentarfilmenFirst You Close Your Eyes", som jeg netop har gjort færdig. Den handler om deres albumoptagelser i New York med produceren Kramer. Jeg håber de kan bruge den til deres PR. Og ja, det er jo også lidt PR for mig som ”nystartet filminstruktør”, om man vil. :-)

20:02
It’s showtime! Sister Chain skyder koncerten på B-Huset i gang med at skrabe henover over strengene på Brother Johns bas og de buldrer ind i nummeret ”Satan Said”. Lidt senere glider et par reggae-djs udenfor ind i lydbilledet midt i det næste nummer, ”The Androgyne Show”. Sister Chain tager det i stiv arm, som sædvanligt. ”Can’t we shut that off? The mixture of Victorian glamrock and raggamuffin is no good. Call me conservative. Say, Sister Chain, you are so square! Even an internationally ignored artist such as myself can be a dictator for half an hour.” Jeg lukker døren ud til. Det hjælper. Nummeret starter forfra, tager fart, Chain skriger og den distortede bas tager over sammen med den hamrende tamburin. Raggamuffin, tag den!

21:02
Nok engang en power performance fra den berlinske duo - rundet fint af med deres cover af Pixies’ ”Hey”. Altid en favorit, der er right in the face på publikum. Der kom mere og mere publikum til under koncerten - og de blev. Nogle begyndte endda at danse – til en duo, der kun benytter sig af en bas, en guitar og en gulvtam. Nice. En kvinde fra en radiostation i Hamburg havde fundet vej til koncerten pga. af plakaterne. Hun er meget interesseret i bandet. Og der er nok engang kommet nye fans til, som bl.a. skal have en LP med hjem.

21:29
Efter koncerten får jeg en snak med Henrik Vagner fra det nye århusianske filmselskab NoButt Productions, der lavede musikvideoen til ”On The Roof”. Han leverer dagens gode nyhed: Videoen er blevet udtaget til en filmfestival i Schweiz. Han og fotograf Michael Ersted skal ned og præsentere den. Sejt! Og i øvrigt er det selvsamme video, som de danske webmedier valgte totalt at overse, selv om de fik den tilbudt (ingen nævnt, ingen glemt, men det var vist dem alle). Men medierne bliver jo bombarderet af bands. Så de er sådan set lovligt undskyldt. Endnu engang bliver jeg bekræftet i, at vi nok skal se stort på alle de gængse mekanismer og systemer i branchen, som lader til at være religion på Spot, og simpelthen finde vores egen vej. Publikum er der - og der er mange andre veje at finde dem ad.

22:11
Jeg morer mig over, at vandre igennem festivalen sammen med Chain og John. De ligner INGEN af de andre på festivalen. Og endda endnu mere her efter koncerten, fordi John stadig er iført den gamle engelske ”bandsman’s uniform”, han havde på til koncerten. Subliminale omvandrende reklamesøjler for dem selv. :-)

22:25
Bagerst i Godsbanen er der fem små scener under navnet Bluespot. Det er første gang, at Spot bruger Godsbanen. Et helt nyt byggeri, der skal finde sin stil og rolle. Vi er flere, der snakker om, at det ikke fungerer særligt godt med koncerterne i bygningen. Altså, udover Radar, som ER et spillested.
Bluespot er som at åbne det ene køkkenskab efter det andet og finde et indieband på hylden. Det er nogle triste og enormt uinspirerende steder at opleve livemusik.
Vi ville selvfølgelig gerne have haft mere publikum til vores koncert, men jeg trøster mig lidt ved, at der flere steder er endnu mindre publikum til koncerterne på Spot. Kun fem mennesker, visse steder. Resten står i Godsbanes midtpunkt og snakker og drikker bajer. Og lyden fra én koncert ramler ind i nabokoncerten. Her er det vist metalbandet, der har esset i ærmet.

23:11
Copenhagen Records
render rundt med et kamera og laver publikumsinterviews til et seminar, de har dagen efter. De fanger John og det lader til, at de gerne vil have en positiv vinkel. John synes godt om festivalen, men får alligevel lukket ud mellem sidebenene, at Bluespot-scenerne nærmest virker som små peep shows, som man åbner en skabslåge ind til. Det bliver vist ikke uddybet yderligere. Han bliver bedt om at opsummere i ét ord. Chain råber ”SPOT OFF!” fra bagved kameraet.
Man kan jo så selv tænke videre på peep show-allegorien og hvor meget man som band skal prostituere sig selv for at slå igennem på de præmisser, som branchen har skabt.


23:34
Vi faldt tilfældigt i snak med forsangeren fra Whores & Thieves fra Esbjerg. Et nyt band, der dog lader til at bestå af erfarne kræfter. John får snakket analogt musiknørderi og deslige inden de går på. Ifølge forsangeren skulle de lyde lidt á la Grinderman. Ørkenrock med inspiration fra New Orleans. Da koncerten går i gang slår det mig: ”New Orleans?! Så må det sgu’ da være sumprock?”. :-) Og et eller andet sted hører jeg mere Franz Ferdinand i det - uden dog at være den store kender. Dansabelt, men ja, ganske rigtigt med en knivspids af noget dirty amerikansk. Modsat flere andre bands, jeg ser på Bluespot, så oplever jeg reel kommunikation mellem musikerne på scenen her.

23:46
Jeg støder ind i den elektroniske musiker Thomas Wernberg (Selectricity). Han render rundt med en lille digital lydoptager og fanger brudstykker af soundchecks før koncerterne til et musikprojekt, han arbejder på. Sjov idé. Det må vel næsten blive noget kollage af en slags, tænker jeg. Håber jeg får mulighed for at høre det engang.

01:04
Vi har fået nok nu. Det har været en lang dag, så vi smutter hjem.

Lars
(Støj på overfladen)

1 kommentar:

  1. "Man kan jo så selv tænke videre på peep show-allegorien og hvor meget man som band skal prostituere sig selv for at slå igennem på de præmisser, som branchen har skabt."

    Men er 'branchen' for en stor dels vedkommende ikke også alle musikkerne og bandsne? Alle dem der har skabt små DIY selskaber for at kunne udgive deres eget band i håb om at blive opdaget. Er det ikke lige så meget tænkningen hos de myriader af kunstnere der håbet på at blive opdaget den er gal med? ....spørger jeg retorisk :) - Dennis

    SvarSlet